Moar!

Jeg tror ikke at jeg nogensinde bliver for gammel til at få et kram af min mor, når jeg har allermest brug for det.
Nogle gange synes jeg, at det er svært at være voksen og være sammen med min mor - især, når jeg besøger hende i flere dage sammen med mine børn.
MEN lige præcis i dag, var en af de dage, hvor jeg svømmer over af kærlighed til min mor. Både fordi hun bare altid er der, når jeg har brug for hende - men også, fordi hun har lært mig at grine lidt af "det hele" og se det meste fra en positiv vinkel. (Fx de mest fantastiske hospital undies med dobbeltradede knapper jeg måtte få på i dag)
Hun var derfor selvskrevet til at komme med mig på hospitalet i dag, da jeg skulle opereres for en godartet cyste. Min mand skulle blive hjemme med vores 4 måneder gamle baby og sørge for at hun var godt tilpas med flasker og farkærlighed)
Min mor sad således troligt og ventede mens jeg gennemgik den der operationsprocedure, jeg aldrig nogensinde lærer at synes godt om. Læger og sygeplejesker var søde til at tage oversvømmelserne med, når de der følelser af usikkerhed og angst meldte sig, men rarest af alt var min mors varme hånd på opvågningen, da jeg for 4 gang måtte lægge mig igen, fordi jeg blev svimmel og kvalm af at skulle op og gå igen efter operationen.
Det var så lille en gestus. Men hånden var så varm og blød og lige der, hvor jeg havde brug for den.
Og det er jo kærlighed - den kærlighed jeg en dag håber at mine børn vil tage i mod fra mig selvom de er blevet voksne ...
Uden at blive for langhåret, så er kærlighed jo det, der aldrig kan tages fra en igen og det eneste der kun bliver mere af jo mere man giver. Tænke sig, hvor heldigt et menneske jeg er at have så mange mennesker i mit liv, der elsker mig!