Sider

mandag den 12. december 2011

Den lille hånd ...

Kan bruges til meget. Først brugte jeg den til at skræmme mine børn med. (Det var sjovt, at gemme den i ærmet og lade som om mors hånd var blevet væk). Da det spas så ligesom gik over ... måtte jeg finde på noget nyt.
Jeg grublede. Meget længe. For den var hul i midten og jeg ville så gerne have den op på væggen, som nøgleholder (en god ting, hvis man har det med at forlægge dem). Så jeg puttede den i tasken i morges og fik spurgt en meget handy kollega, hvad man gør ved sådan noget og nu ... TA DA .. ser den sådan her ud:  (akkurat ligesom før - men nu med skuepotentiale)


Altså: Klar til en plade og noget skruetøj. Og en ven ... det er altså som om at en hånd ikke er så god uden en makker. Så i morgen står den på genbrugstour efter udstrakt hånd og helst en plade. Slet ikke noget urealistisk projekt!

(og jeg har lige fundet ud af at jeg faktisk har skrevet to blogindlæg i dag!)

Dobbelt op!

Jeg har været væk ... Og lige netop suset igennem dagligdagen, så hurtigt, at jeg end ikke har sanset mit parallelunivers herinde. For der skal jo også være tid til at hygge, håndlave og være mere end ellers.
Hold helt ferie, hvor har jeg taget revance. I dobbelt forstand ... for mens jeg har været væk i håndlaverhimlen (i momenter) og har lavet halsedisse, funky pandebånd, øreringe, rullearmbånd, leget med gummi og fået styr på alt til meget forårsgrøn kjole (læs tegnet mønster og klippet stof).
Så er det lige som om at overspringshandlinger er blevet det nye sort herhjemme (ligesom de røde bær vi brugte til drengenes kalenderlyslerklump) Men det er ikke helt så værst for lige for tiden udligner det lidt hinanden (lidt ligesom minus og minus giver plus) Kunne det næsten være bedre ;-)
Nu mangler vi bare dobbelt op på karma og så klarer resten vist sig selv!

tirsdag den 8. november 2011

Håndlavet karma ...

er der sådan set rimelig meget af i mit liv, men det ligger i store karmabunker og mangler selskab. Af mig. ØV.
Det bærer mit nye liv i blogland, sådan set også lidt præg af.
Har endda haft så travlt, at det faktisk endnu ikke var gået op for mig, at min blog ligesom ikke helt lever op til sit navn. Håndlavet karma, skulle jo helst give associationer til noget håndlavet godte i hobetal, som man stolt kunne vise frem til sine 3 søde læsere. I den idelle verden!
DER er jeg vist ikke helt endnu.
Skal undskyldningerne på banen nu, eller skulle man måske på en meget kærlig måde, tage sig selv lidt i nakken og prøve at få taget springet ud af karmabusken, ligesom man i fordums tid gjorde med blogbusken?
Jeg tror det!
Om det så skal være:
-  en ny sej vinterkreation til min søde smukke veninde, der bærer alle mine fineste hatte på sit kønne hoved og hver vinter modtager en ny kreation med kyshånd.
- en retrokjole i smuk forårsgrønt stof, der kan gøre glad hele vinteren (men som jeg ikke helt ved, hvordan jeg slipper fra at sy)
- et vintersjal i dejligt garn, der bare ligger i posen og venter på mig!
- en lille barselsgave til anden veninde
- eller noget helt 5 må jeg vist lige finde ud af ... Men jeg tror det bliver kjolen!

fredag den 4. november 2011

Mindmeister organiserede det hele og

erindringen om Bedstemors hæklede flakoner kom lige pludseligt i godt selskab.
Til de uindviede så er Mindmeister altså en hjemmeside, hvor man kan lave mind maps. (Ikke at jeg sådan til dagligt går rundt og arrangerer mit liv i mind maps - selv om man nu nok kunne have lidt brug for det). Men i skoleverdenen er man ret glad for at sætte eleverne til at lave mind maps og jeg er glad for alt, der både gør livet nemmere, når jeg underviser, men også giver mig mulighed for at organisere noget uden for meget besvær.
Så langt så godt. I går aftes skulle der så lægges sidste hånd på et forløb i dansk om erindringer og jeg måtte lave et mind map baseret på mine egne erindringer, som et slags eksempel på, hvordan man nu kan gøre det med hjælp fra førnævnte program.
Slutprodukt for elever: Erindringsnedslag med lyrisk og sansebeskrivende sprog. Slutprodukt for læreren i skrivende stund: at der var 3 ting, der slog mig:
1) Min mormors pandekager (som min søster og jeg åd om kap i frisørstolene i min mormors køkken. Jeg kunne altid spise flest, men da jeg var lille, tænkte jeg heller aldrig over, om jeg fik hår i maden. Hvilket der var en ret stor chance for, når nu min mormor praktiserede sin frisørbiks i selv samme køkken, som pandekagerne blev lavet.)
2) Min bedstemors flakoner (som førnævnte søster og jeg satte på sømbræt og smurte noget meget mærkeligt  sammenkørt kartoffelmelsvælling ud over, så de kunne stivne og holde faconen. Og mønstrene i dem trådte frem og vi syntes de lignede smukke iskrystaller, når først de sad spændt helt ud på sømmene.)
3) Mit marsvin (som jeg egentlig havde glemt alt om indtil min søster meget fint skulle minde mig om at børn altså afbryder, når man taler i telefon og derfor ville statuere et eksempel på, hvor sur vores egen mor plejede at blive, når vi afbrød hende mit i at konversere. Vores mor havde derfor i arrigskab truet med bål og brand, hvis vi afbrød, når hun talte i telefon. Den var ligesom røget klart ind på lystavlen. Endda så meget at hverken min søster eller jeg turde sige noget, mens mit marsvin blev spist af vores gravhund under spisebordet ... og vores mor talte i telefon. Har på fornemmelsen at vi blev en smule traumatiserede af den skæbnesvangre oplevelse for mit marsvin. MÅ huske at spørges søster om det mon kunne være derfor, jeg havde "glemt" det?)

Og flere spørgsmål melder sig:
- Gad vide om man kan bruge et mindmap baseret på dét til at statuere et eksempel for sine elever? Eller vil de blot lære devisen om, hvorfor det faktisk er ret vigtigt at afbryde? (nogle gange)

torsdag den 13. oktober 2011

Der var nogen, der vandt!

... i fodbold. Old news! Men det skete ligesom igen! i dag ... for dem, som jeg holdt med! STOR OPLVELSE.

For et par dage siden fik jeg endda påstået, at jeg aldrig vinder. Og indtil nu vinder mine hold heller aldrig. For jeg har ikke nogen jeg holder med. Jeg er nemlig altså ikke fodboldfan - normalervweize. Men når man sådan har nogle af sine egne elever, der sammen med de andre elever på årgangen spiller og hepper i stor stil - så blir man grebet af en stemning. Og jeg var meget fan i dag. ALTSÅ rigtig meget ... fordi de var så seje. Og da de så stod der med pokalen og medaljer og havde vundet hele molevitten, blev jeg også meget, meget stolt. Og på trods af, at jeg ikke havde gjort andet end at råbe og heppe og huje i en vis rum tid, følte jeg det ligesom om at det faktisk også var mig der vandt. Bare lidt ...

tirsdag den 11. oktober 2011

kan være en fast læser bliver til flere ... engang!

Uanset hvad der sker, vil jeg altid huske at Tanja fra denlillehyggelige.blogspot.com, blev min første faste læser. Og tusind tak for det. Jeg er jo som sagt stadig lidt af en vårhare indenfor det her, men glædes om ikke andet over, at jeg nu har en fast læser og OGSÅ er den glade indehaver af hele 3 lodder til en giveaway hos avlebavle.blogspot.com.
Bare ordet Giveaways er jo en fryd og det der kan man altså godt blive sådan lidt afhængig af - især når man nu engang er sådan indrettet oppe oveni, at man er ukuelig optimist og tænker at man helt sikkert vinder, for det har man da fortjent!
og selvfornægelsen har sneget sig ind på lystavlen i det samme nu - FOR jeg vinder aldrig. Som i næsten aldrig da. Alltså jeg vinder aldrig Noget lækkert. (Nemesis? - ej, håber jeg da ikke)
MEN sidst jeg vandt og der havde jeg endda selv haft noget at skulle have sagt. Stilede jeg efter en spurtpræmie til Kvindeløbet i Århus og endte med først at glemme min præmie (VAR altså også kun ved at besvime over at have løbet så stærkt) og da jeg så kom til udleveringen (af min præmie) Endte jeg med at få en trøster (hvis man da kan kalde det det) LÆS: en fin toilettaske med VIVAG produkter. Det har jeg altså ikke råbt så højt om. Men i dag har jeg glemt alt om uheld i held og tilmed også købt et lod i min søns fodboldklub. Og der kan man vinde en bil.
Det kunne vi godt bruge, for selvom jeg er glad for min cykel, kunne jeg også godt elske en bil. Det er jeg sikker på!

lørdag den 8. oktober 2011

Helt ude af busken ...

Med armene strakt langt op i luften og på vej til at eksplodere af noget, jeg ikke helt ved hvad er. MEN jeg har haft den dejligste dag, sammen med de der andre bloggere (som indtil nu var nogle svært udefinerbart nogle) og selv om jeg godt vidste at KREA-dage er balsam for sjælen! (Og intet mindre) - SÅ havde jeg måske ikke helt forstået, hvorfor man gerne vil skrive en blog og alt det andet halløj der følger med.
Jeg har lært rigtig meget i dag - Men dette er måske det vigtigste: Jeg ved godt, hvorfor man ikke kan lade være med at at blogge ...
Tak for en dejlig øjenåbner derude ;-)

(men billederne må I altså selv sætte ind på jeres egen indre lystavle ...)

søndag den 18. september 2011

Ud af blog-busken!

Jeg har en rigtig sød veninde, som har inviteret mig til et blogtræf, jeg simpelthen MÅ med til ... MEN så nemt er det ikke ikke. Der er et uomtvisteligt krav: At man har en blog. 
Og selvom jeg godt nok har haft denne blog i et par måneder, har jeg aldrig skrevet et eneste indlæg eller kommet videre med at få den pyntet og få til at se ud af noget. 
SÅ, nu må det være. Jeg vil til kreatræf med andre og må så se at komme ud af BLOG - BUSKEN ... TA DA!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...