Sider

torsdag den 9. januar 2014

2014 - Et år med et bæredygtigt fokus på tøjforbrug ... 1# status

Bæredygtighed og Økologi - måske kan vi hurtigt blive enige om at det er godt. Det er vel ikke til diskussion? Eller hvad?
Men hvad så med den bevidste forbruger eller hellig etisk korrekt økokriger ... er det eftertragtede titler og altid forbundet med noget godt?

Selv ville jeg flygte LANGT væk fra enhver hellig økokriger, jeg mødte på min vej. Jeg er helt med på Bæredygtighed og køber primært økologisk mad, MEN alt hvad der har med forkyndelse, missionering og fanatisme at gøre, er jeg knapt så glad for.

Nu er det nye år omkring en uge gammel og jeg er i gang med mit nytårsforsæt "A year of Ethical Fashion". Det vil jeg jo rigtig gerne skrive om på min blog, for måske er der nogle andre derude, der - ligesom mig - måske har den samme grundholdning til økologi og bæredygtighed, men også synes det er lidt svært at passe på naturen (og hinanden), når det kommer til det med tøjet?

Jeg er i alle tilfælde i gang med min egen lille mission. For mit tøjforbrug i 2014 kommer det til at betyde, at jeg enten:

1. køber mit tøj fra tøjmærker med en god og bæredygtig indstilling til den måde tøjet er fremstillet på.

2. Går på jagt i genbrugsbutikker efter tøj.

3. Fremstiller mit tøj selv.

4. Reparerer det tøj, jeg allerede har.

5. Bytter eller låner fra min omgangskreds.

Da jeg i forvejen ikke er storforbruger af tøj og allerede er god til at arve/låne tøj, bliver den største ændring for mig sandsynligvis, at skulle købe tøj, der kun er fremstillet på en bæredygtig måde. I første omgang har det betydet, at jeg helt er hoppet uden om at gå på januarudsalg. Istedet har jeg taget status på det tøj, jeg allerede havde i skabet. Det kom der en virkelig hårdhændet oprydning ud af. En del blev givet videre og en del blev lagt i en bunke, som skal "genbruges" herhjemme. I den sidste bunke kom to par jeans, som skulle repareres og dermed gives et nyt liv.

Mit første projekt (som stadig er i gang) blev at slagte en trøje, som min mor engang havde givet mig. Den var totalt uformelig og alt for kort i ærmerne. Tilgengæld var den i uld og hjemmestrikket (og det gemmer man da selvfølgelig?!!!). Jeg klippede ærmerne af, så de kunne laves om til et par varme bukser til vores pige i str. ca 2 år. Kroppen på trøjen er jeg ved at lave om til en nederdel til mig selv. (undskylder lige for den meget dårlige billedkvalitet ...)


Jeg er dog ikke den største haj til at sy, og hverken bukser eller nederdel er færdige endnu. Jeg synes, det er rigtig svært at få nederdelen til at blive fin og brugbar. Bl.a skal der elastik i, så den ikke hele tiden falder ned. Jeg skal også have grejet, hvordan det nu lige er med at sy/hækle/strikke lommer og til sidst skal jeg have fundet ud af, hvordan jeg får lavet en eller anden finish til den nederste kant. Bukserne til den lille mangler også en ribkant eller en omgang elastik, før de er brugbare.
Jeg går rundt med hovedet i blød og håber, at jeg snart får en slags åbenbaring. Hvis du sidder med en god idé til min nederdel er der bunkevis af god karma, hvis du også giver den videre og skriver en lille kommentar.

Mine yndlings cowboybukser fik også nyt liv! - Ideen har jeg set på pinterest (klik her)











Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...