Endelig en form for afklaring ...

Der har været stille på bloggen. For vi har haft travlt - og har det stadig. Vi har længe været i gang med at tage pulsen på vores familieliv. Nu er vi så kommet så langt at vi (næsten) har styr på det hele. Og om 3 uger pakker vi vores familie sammen og flytter til Spanien i 4 måneder. 

Det har været en kæmpe beslutning at skulle tage og min mand og jeg har nu i næsten 2 måneder snakket frem og tilbage om vores muligheder, drømme og ikke mindst vores begrænsninger. Jeg skulle egentlig have startet på job igen i starten af Dec, men jeg syntes, at jeg havde brug for mere tid, til at stå på sidelinjen, istedet for at vælte tilbage i følelsen af konstant at træde vande i et liv med 3 børn og al deres gøren og laden. Så jeg har været så heldig at min arbejdsplads, har givet mig lov til at forlænge min barsel med ubetalt orlov resten af skoleåret 2013/14. Jeg er så usandsynligt taknemmlig og glæder mig på mange måder over, at vi nu har muligheden for at rejse lidt væk og have fokus på nogle andre ting. Og ikke mindst - jeg kan få lov til at afprøve nogle helt andre jobmæssige sider af mig selv, når jeg kommer tilbage igen. Planen er at skrive flere bøger og fokusere på alt det kreative, der normalt er alt for lidt plads til i et meget travlt lærerliv. Hvor pengene skal komme fra, er jeg ikke helt sikker på endnu. Men jeg holder naivt fast i troen på, at det løser sig - for det plejer det at gøre. Det øver jeg mig så lidt i at "være tilstede i", for det der med at trække sit eget sikkerhedsnet væk under fødderne på sig selv ... det er ikke nemt. (har jeg fundet ud af).

Min barsel har på mange måder været en fantastisk mulighed for at stoppe lidt op og mærke efter. Men når man gør det, er der også en masse andre ting, der pludselig kommer op til overfladen. Som fx. spørgsmålet om, hvad der er vigtigst? 

Helt frelste sidder vi så endelig her og er enige om at det vigtigste for os, er OS. Ikke vores ting eller den næste lønseddel. Men bare det, at vi nu får nogle måneder, hvor vi havner i vores lidt slunkne, men velkendte netværk af venner i Spanien (hvor vi jo begge boede, da vi mødte hinanden). Vi glæder os, men er også lidt overvældede - især mig - der nok kommer til at lide en del under savn af mit netværk her. Og så snakker vi slet ikke om, hvor meget jeg er ved at gå i spåner over, at jeg ikke bare kan tage alle mine kreating med. 

Nu er jeg dog så småt ved at lægge en slagplan for, hvad der så er smartest at tage med, så jeg ikke går helt bananas i samleriver, mens vi er der. En ting er sikker - der bliver en hel del garn og strikke/hæklepinde i min kuffert!

Glæder mig rigtig selvfølgelig også til at få lidt mere liv i bloggen igen ;-) 

Det sidste kreative indslag i huset var disse her - som jeg selv har lavet en opskrift på. De er strikket i BC Garns øko uld/bomuldsmix og så har de fået et par hæklede lapper på knæene. 

Indlæg #100 eller hvad man kan lære af at blogge

Jeg har skrevet 100 blogindlæg! 100 indlæg ... og nu igang med nummer 101.
Jeg troede det ikke, da jeg startede med at blogge. Ville have forsvoret at det var umuligt. For faktisk begyndte jeg kun at blogge, fordi jeg ville med på et blogtræf. Og kravet var at man skulle have en blog (Helt rimeligt krav!) - og heldigvis bliver man klogere.

Det var Jane som en gammel traver i blogland, der spredte om sig med sjove bekendtskaber og oplevelser - (som fx blogtræf). Jeg ville være med, men havde ikke så stor fidus til det der bloggeri. Tidsrøveren kaldte jeg det i starten.

Så var der jo også det der med læserne. Sad bare der og skrev for mig selv. Kunne ikke rigtig finde den der blogidentitet og benet i næsen, til at jeg syntes, at der var noget særligt at byde på her hos mig.
Kunne kun fokusere på det der med at jeg IKKE tager særlig pæne billeder, at jeg ret ofte slet ikke havde til både at være krea og fortælle om det på bloggen. OG at jeg heller ikke har så meget "SE HER" i mit hjem og og generelt bare syntes, at jeg havde travlt med at leve, det der rigtige liv, med mand og børn og aspirerende ønsker om at være en fantastisk ven, kæreste, mor, lærer (fyld selv resten ud)

MEN nysgerrigheden vandt over min skepsis. Fandt hurtigt ud af at man ikke behøver at fremstille glansbilleder af et overfladisk liv for at være med i blogland og at man godt kan have noget at byde på, uden flotte billeder og at læserne lige så stille kommer til, også selv om man ikke gør så stor en indsats.

Blogland har på mange måder taget fusen på mig! Jeg elsker det sjove skæve indblik, jeg får i andre menneskers liv - de nye bekendskaber som nogle gange udvikler sig til mere, når man mødes IRL. Jeg elsker muligheden for ny inspiration og mulighederne som, det at have en blog giver mig ...

Den lille hånd ...

Kan bruges til meget. Først brugte jeg den til at skræmme mine børn med. (Det var sjovt, at gemme den i ærmet og lade som om mors hånd var blevet væk). Da det spas så ligesom gik over ... måtte jeg finde på noget nyt.
Jeg grublede. Meget længe. For den var hul i midten og jeg ville så gerne have den op på væggen, som nøgleholder (en god ting, hvis man har det med at forlægge dem). Så jeg puttede den i tasken i morges og fik spurgt en meget handy kollega, hvad man gør ved sådan noget og nu ... TA DA .. ser den sådan her ud:  (akkurat ligesom før - men nu med skuepotentiale)

Altså: Klar til en plade og noget skruetøj. Og en ven ... det er altså som om at en hånd ikke er så god uden en makker. Så i morgen står den på genbrugstour efter udstrakt hånd og helst en plade. Slet ikke noget urealistisk projekt!

(og jeg har lige fundet ud af at jeg faktisk har skrevet to blogindlæg i dag!)

Helt ude af busken ...

Med armene strakt langt op i luften og på vej til at eksplodere af noget, jeg ikke helt ved hvad er. MEN jeg har haft den dejligste dag, sammen med de der andre bloggere (som indtil nu var nogle svært udefinerbart nogle) og selv om jeg godt vidste at KREA-dage er balsam for sjælen! (Og intet mindre) - SÅ havde jeg måske ikke helt forstået, hvorfor man gerne vil skrive en blog og alt det andet halløj der følger med.
Jeg har lært rigtig meget i dag - Men dette er måske det vigtigste: Jeg ved godt, hvorfor man ikke kan lade være med at at blogge ...
Tak for en dejlig øjenåbner derude ;-)

(men billederne må I altså selv sætte ind på jeres egen indre lystavle ...)