Endelig en form for afklaring ...

Der har været stille på bloggen. For vi har haft travlt - og har det stadig. Vi har længe været i gang med at tage pulsen på vores familieliv. Nu er vi så kommet så langt at vi (næsten) har styr på det hele. Og om 3 uger pakker vi vores familie sammen og flytter til Spanien i 4 måneder. 

Det har været en kæmpe beslutning at skulle tage og min mand og jeg har nu i næsten 2 måneder snakket frem og tilbage om vores muligheder, drømme og ikke mindst vores begrænsninger. Jeg skulle egentlig have startet på job igen i starten af Dec, men jeg syntes, at jeg havde brug for mere tid, til at stå på sidelinjen, istedet for at vælte tilbage i følelsen af konstant at træde vande i et liv med 3 børn og al deres gøren og laden. Så jeg har været så heldig at min arbejdsplads, har givet mig lov til at forlænge min barsel med ubetalt orlov resten af skoleåret 2013/14. Jeg er så usandsynligt taknemmlig og glæder mig på mange måder over, at vi nu har muligheden for at rejse lidt væk og have fokus på nogle andre ting. Og ikke mindst - jeg kan få lov til at afprøve nogle helt andre jobmæssige sider af mig selv, når jeg kommer tilbage igen. Planen er at skrive flere bøger og fokusere på alt det kreative, der normalt er alt for lidt plads til i et meget travlt lærerliv. Hvor pengene skal komme fra, er jeg ikke helt sikker på endnu. Men jeg holder naivt fast i troen på, at det løser sig - for det plejer det at gøre. Det øver jeg mig så lidt i at "være tilstede i", for det der med at trække sit eget sikkerhedsnet væk under fødderne på sig selv ... det er ikke nemt. (har jeg fundet ud af).

Min barsel har på mange måder været en fantastisk mulighed for at stoppe lidt op og mærke efter. Men når man gør det, er der også en masse andre ting, der pludselig kommer op til overfladen. Som fx. spørgsmålet om, hvad der er vigtigst? 

Helt frelste sidder vi så endelig her og er enige om at det vigtigste for os, er OS. Ikke vores ting eller den næste lønseddel. Men bare det, at vi nu får nogle måneder, hvor vi havner i vores lidt slunkne, men velkendte netværk af venner i Spanien (hvor vi jo begge boede, da vi mødte hinanden). Vi glæder os, men er også lidt overvældede - især mig - der nok kommer til at lide en del under savn af mit netværk her. Og så snakker vi slet ikke om, hvor meget jeg er ved at gå i spåner over, at jeg ikke bare kan tage alle mine kreating med. 

Nu er jeg dog så småt ved at lægge en slagplan for, hvad der så er smartest at tage med, så jeg ikke går helt bananas i samleriver, mens vi er der. En ting er sikker - der bliver en hel del garn og strikke/hæklepinde i min kuffert!

Glæder mig rigtig selvfølgelig også til at få lidt mere liv i bloggen igen ;-) 

Det sidste kreative indslag i huset var disse her - som jeg selv har lavet en opskrift på. De er strikket i BC Garns øko uld/bomuldsmix og så har de fået et par hæklede lapper på knæene. 

San Francisco

Jeg elsker den by! BUM. Saa er det sagt. Vi har boet paa verdens hyggeligste hotel lige midt i byen. Vi har spist os en pukkel til og shoppet os ihjel. Vi har travet vores ben og hofter sanseloese. Vi har ogsaa glemt en taske og tilmed faaet den tilbage igen. Vi har vaeret alle steder og ingen steder. - vi har faaet lige tilpas, for tiden er floejet afsted.

I den kommende weekend gaar turen sydpaa til Monterey inden Lola og jeg rejser tilbage tirsdag. Der skulle vaere usandsynligt smukt. Det glaeder jeg mig til at opleve. Jeg glaeder mig dog ogsaa til at se mine drenge snart. Mit hjerte bloeder en del efter dem og min mand. Jeg elsker at vaere her, men jeg savner dem noget saa vederstyggeligt. Det er allermest maerkeligt ikke at have dem at dele alle de sjove og skoenne oplevelser med. Naeste gang SKAL de altsaa med. Det har jeg lige bestemt. Tror ikke at de kommer til at saette sig imod.

Hvad man kan laere af at rejse langt vaek med en baby

Lola og jeg er ankommet til USA. Det er nu 20 timer siden vi landede i San Franciscos internationale lufthavn og vi er et par lektioner rigere (eller maaske nok mest mig). Hvad har vi saa laert af det?

- At man skal lade vaere med at lade sig overtale af sin mor (og chauffoer) til at ankomme til lufthavnen 7 timer foer flyafgang, blot fordi der er nogen, der for 4 dage siden paastod at der ville blive snestorm. Det betyder nemlig at man tilbringer en hel nat i en lufthavn uden at ens barn og en selv faar sovet ordentligt. Det er et rimelig daarligt udgangspunkt for en lang rejse over Atlanten.

- At man boer afstemme maengden af medbragt toej til baby efter maengden af sveskemos, man har haeldt paa barnet i dagene op til afgang. ELLER - at sveskemos er rigtig godt mod forstoppelse, men at det kan vaere en daarlig ide at give den en paa godaw'en med sveskemos i dagene op til en lang rejse.

- At man ikke behover at medbringe en hel kuffert med adspredelser til mor, der rejser alene med baby, for man kan alligevel ikke strikke eller haekle, skrive, laese avis eller tegne, naar man er fuldtidsbeskaeftiget med en baby.

- At det kan vaere en rigtig god ide at sporge om man kan faa en babykurv/lift til baby - men at man boer vaere parat til at glaede sig over at den kommer til at fungere som babyrelateret opbevaringsplads, istedet for seng til baby.

- at en snottet baby, kan betyde en baby med ondt i oerne. Heldigvis var det ikke alt for slemt med Lola, men det forhoejede tryk i oererne betoed baade  - at hun blev maratonammet under hele flyveturen og ikke blot ved start og landing, som vi plejer, naar vi flyver og at hun ikke ville ligge fladt ned og sove i den ellers meget fine babykurv/lift, vi havde til raadighed.

- At man - uanset hvordan baby og mor har det under flyveturen - kommer frem og at sandsynligheden for at man er hadet af samtlige passagerer i de 12 timer en tur til SF varer, er staerkt begraenset. ELLER - med andre ord ... at det er det hele vaerd, naar man moedes af det her og soester venter paa den anden side af skiltet med EXIT:

Om 16 dage ...

Sidder jeg i en flyver sammen med Lola. Om 16 dage ved denne tid er vi næsten 2 timer væk fra vores bestemmelsessted. Det er helt vildt spændende. Jeg glæder mig! Inde i mit hoved kører den her:

Vi skal være afsted i 3 uger. Den første uge regner jeg bare med, at vi skal bruge på at komme os over vores jetlag.
Fra mine tidligere rejser, har jeg en forholdsvis god idé om, hvad det betyder. Men jeg har aldrig rejst så langt med en 6 mdr gammel baby før og ved ikke, hvordan mærkelige sovetider mor/barn i mellem kombineres bedst? Nogen derude med nogen gode erfaringer på dén front?
Jeg har en sær forudanelse om, at det nok bliver næsten lige så "sjovt", som første gang man selv var "heeeelt vildt syg", men også lige skulle underholde en baby (en frisk baby vel at mærke). Der fik jeg i alle tilfælde mit første og største mor-chok på den dér, man har købt katten i sækken måde. Og så må en eller anden gerne fortælle mig at sådan er det SLET ikke og at vi selvfølgelig kommer til at være synkront vågne og sovende i idyllisk symboitisk mor/datter samhørighed! Anyone?

Når vi så er færdige med det dér pjat med at vågne og sove på de mest åndsvage tidspunkter - så har min søster lejet et skønt værelse på et ret så hyggeligt hotel inde i San Fransisco. Dér skal vi så hygge os i en uge! YES!!! Golden gate hotel, som er et lille Edwardiansk familieejet hotel.

Jeg glæder mig som et lille barn til at suge lyde, mennesker, udsigter, gadekunst, museumskunst, parker, butikker og byrum til mig i ugelang strøm og i et af mine yndlingsmenneskers selskab - min søster.
Den sidste uge skal min søster på arbejde igen og Lola og jeg skal se nærmere på San Jose, hvor min søster er flyttet hen siden sidst, jeg besøgte hende. Vejret skulle dog være ret så rart og næsten sommeragtigt dernede, så jeg regner med at Lola og jeg skal ud og cruise en del. Det er vi gode til, hvis der samtidig er rigelig sol, god litteratur og kaffe.
Jeg har endnu ikke skrevet en liste (de bliver alligevel altid væk) men jeg skal helt sikkert have indkøbt de her til rejsen:

Og Stine Pilgaards "Min mor siger"

- selv om jeg stadig elsker min Kindle, er der altså bare noget ved "rigtige bøger".

Ej, moar! Du er altså en møgunge ...

Nuvel! jeg har hørt værre. Jeg havde trods alt lige travet os alle 4 frem og tilbage på perron 3 i Skanderborg i 15 min med klaprende tænder på trods af polarudstyr til os alle, mens vi ventede på et tog til Århus. Det var sådan set ok. Altså ventetiden. Vi fortalte historier og snakkede og hyggede, indtil ældstebarnet noterede sig at vores tog ankom på spor 1. fordi han nu har knækket læsekoden og kunne læse, at der stod århus på toget.
Af uransagelige årsager, man kun kan bebrejde mig - som fx at togoversigt (de dersens plakater med en fuld oversigt over hele dagens afgange) sagde spor. 3 men at tog reelt afgik fra spor 1. (Mindre detalje, men svært sådan helt lavpraktisk at mobilisereen barnevogn og 2 andre børn, der hele tiden løber ind i barnevognens hjul, elevatorer i sneglefart m.m og stadig nå toget på perron 1)
Det gjorde vi så heller ikke! Vi (eller jeg) nåede tilgengæld at hælde mellemstebarnets slush-ice (købt som aflad) ud på gulvet i seven-eleven (ja undskyld) og den efterfølgende nye slush ud over mine egne bukser 5 minutter senere. (Sjovt, som jeg lige blev 10 gange mere møgunge af det stunt end vi-vinker lige-til-tog-fra-anden-perron)
En halv time senere kampsvedte jeg stadig, da jeg febrilsk stod og håbede på at jeg kunne lade som om, at jeg ikke havde 3 børn med, fordi jeg havde glemt at man kun må have 2 med gratis per betalende voksen. Oh, så heldig man kan være, når man nu egentlig i bund og grund er så autoritetstro, at man helst ikke "vil knaldes" for manglende biletter... Og kontrolløren aldrig dukker op.
Gad vide om míne børn bliver sådan nogle der altod har totalt styr på alting praktisk, fordi deres mor ret så ofte tog lidt for let på det?