Beg(r)avet

BeGRAVet i hverdagstrivialiteter som vasketøj og babygylp (dog stadig ufattelig glad og lykkelig ... mærkeligt nok) har jeg nu i 5 dage forsøgt at poste dette indlæg.

I sidste uge var Lola og jeg med tog til København. Lola var et pragteksemplar af en god rejsebaby og imorgen  - lørdag - tager hele familien til London - og så er det altså meget rart at Lolas rejsegen er blevet afprøvet inden da. (tro mig ... der KAN være meget langt til London med offentlig transport i begge ender af en flyvetur).

Det var også i sidste uge, at jeg blev: BeGAVEt med flere skønne pakker ...

1. Lækker pakke fra Heidi med bloggen Mig og Maya. I august deltog jeg i en lille pakkeleg, som Heidi havde skrevet om på sin blog, der gik ud på at man skulle vælge en farve og et tal. Derefter skulle Heidi så lade sig inspirere af mit tal (som var 4) og min farve (som var grøn) og efterfølgende sende en pakke inspireret af dette. Jeg blev således den heldige ejer af disse her - lavet med både gavmildhed, visdom, kærlighed og glæde!

De er bare så skønne! ligesom den fine hæklede rangle Heidi havde lavet til Lola (men den må jeg fremvise senere, da jeg desværre ikke har fået taget billede af den i bagklogskabens lys skulle jeg helt sikkert have taget billeder, da jeg modtog pakken! 
 - og er nu igang med at udtænke en gave til Heidi med Lilla og tallet 3 som kodeord - Jeg tror nok jeg har fundet ud af det ;-) Nu skal depechen gives videre. Nogen der har mod på en pakkeleg?

2. Forsinket fødselsdagsgave fra min søster, som lod sig inspirere af min ønskeseddel på pinterest til at købe disse her lækre sko fra Toms. Min søster bor i USA og gaver fra hende er helt klart en super bonus, når hun nu ikke lige er rundt om hjørnet. og sko er bare SÅ meget billigere i USA!

Jeg er flyttet ind i dem og vil helst ikke have dem af igen. Mine fødder elsker dem! (det gør jeg altså også) Elsker også konceptet "One for One" - med at mine sko giver et par sko til én, der har brug for det. Historien om TOMS er helt klart værd at læse mere om. Det kan du her

RESTEN AF DET DER SKER I MIT LIV ... KAN JEG IKKE HUSKE I SKRIVENDE STUND ;-)

Mindmeister organiserede det hele og

erindringen om Bedstemors hæklede flakoner kom lige pludseligt i godt selskab.
Til de uindviede så er Mindmeister altså en hjemmeside, hvor man kan lave mind maps. (Ikke at jeg sådan til dagligt går rundt og arrangerer mit liv i mind maps - selv om man nu nok kunne have lidt brug for det). Men i skoleverdenen er man ret glad for at sætte eleverne til at lave mind maps og jeg er glad for alt, der både gør livet nemmere, når jeg underviser, men også giver mig mulighed for at organisere noget uden for meget besvær.
Så langt så godt. I går aftes skulle der så lægges sidste hånd på et forløb i dansk om erindringer og jeg måtte lave et mind map baseret på mine egne erindringer, som et slags eksempel på, hvordan man nu kan gøre det med hjælp fra førnævnte program.
Slutprodukt for elever: Erindringsnedslag med lyrisk og sansebeskrivende sprog. Slutprodukt for læreren i skrivende stund: at der var 3 ting, der slog mig:
1) Min mormors pandekager (som min søster og jeg åd om kap i frisørstolene i min mormors køkken. Jeg kunne altid spise flest, men da jeg var lille, tænkte jeg heller aldrig over, om jeg fik hår i maden. Hvilket der var en ret stor chance for, når nu min mormor praktiserede sin frisørbiks i selv samme køkken, som pandekagerne blev lavet.)
2) Min bedstemors flakoner (som førnævnte søster og jeg satte på sømbræt og smurte noget meget mærkeligt  sammenkørt kartoffelmelsvælling ud over, så de kunne stivne og holde faconen. Og mønstrene i dem trådte frem og vi syntes de lignede smukke iskrystaller, når først de sad spændt helt ud på sømmene.)
3) Mit marsvin (som jeg egentlig havde glemt alt om indtil min søster meget fint skulle minde mig om at børn altså afbryder, når man taler i telefon og derfor ville statuere et eksempel på, hvor sur vores egen mor plejede at blive, når vi afbrød hende mit i at konversere. Vores mor havde derfor i arrigskab truet med bål og brand, hvis vi afbrød, når hun talte i telefon. Den var ligesom røget klart ind på lystavlen. Endda så meget at hverken min søster eller jeg turde sige noget, mens mit marsvin blev spist af vores gravhund under spisebordet ... og vores mor talte i telefon. Har på fornemmelsen at vi blev en smule traumatiserede af den skæbnesvangre oplevelse for mit marsvin. MÅ huske at spørges søster om det mon kunne være derfor, jeg havde "glemt" det?)

Og flere spørgsmål melder sig:
- Gad vide om man kan bruge et mindmap baseret på dét til at statuere et eksempel for sine elever? Eller vil de blot lære devisen om, hvorfor det faktisk er ret vigtigt at afbryde? (nogle gange)