Sider

tirsdag den 8. november 2011

Håndlavet karma ...

er der sådan set rimelig meget af i mit liv, men det ligger i store karmabunker og mangler selskab. Af mig. ØV.
Det bærer mit nye liv i blogland, sådan set også lidt præg af.
Har endda haft så travlt, at det faktisk endnu ikke var gået op for mig, at min blog ligesom ikke helt lever op til sit navn. Håndlavet karma, skulle jo helst give associationer til noget håndlavet godte i hobetal, som man stolt kunne vise frem til sine 3 søde læsere. I den idelle verden!
DER er jeg vist ikke helt endnu.
Skal undskyldningerne på banen nu, eller skulle man måske på en meget kærlig måde, tage sig selv lidt i nakken og prøve at få taget springet ud af karmabusken, ligesom man i fordums tid gjorde med blogbusken?
Jeg tror det!
Om det så skal være:
-  en ny sej vinterkreation til min søde smukke veninde, der bærer alle mine fineste hatte på sit kønne hoved og hver vinter modtager en ny kreation med kyshånd.
- en retrokjole i smuk forårsgrønt stof, der kan gøre glad hele vinteren (men som jeg ikke helt ved, hvordan jeg slipper fra at sy)
- et vintersjal i dejligt garn, der bare ligger i posen og venter på mig!
- en lille barselsgave til anden veninde
- eller noget helt 5 må jeg vist lige finde ud af ... Men jeg tror det bliver kjolen!

fredag den 4. november 2011

Mindmeister organiserede det hele og

erindringen om Bedstemors hæklede flakoner kom lige pludseligt i godt selskab.
Til de uindviede så er Mindmeister altså en hjemmeside, hvor man kan lave mind maps. (Ikke at jeg sådan til dagligt går rundt og arrangerer mit liv i mind maps - selv om man nu nok kunne have lidt brug for det). Men i skoleverdenen er man ret glad for at sætte eleverne til at lave mind maps og jeg er glad for alt, der både gør livet nemmere, når jeg underviser, men også giver mig mulighed for at organisere noget uden for meget besvær.
Så langt så godt. I går aftes skulle der så lægges sidste hånd på et forløb i dansk om erindringer og jeg måtte lave et mind map baseret på mine egne erindringer, som et slags eksempel på, hvordan man nu kan gøre det med hjælp fra førnævnte program.
Slutprodukt for elever: Erindringsnedslag med lyrisk og sansebeskrivende sprog. Slutprodukt for læreren i skrivende stund: at der var 3 ting, der slog mig:
1) Min mormors pandekager (som min søster og jeg åd om kap i frisørstolene i min mormors køkken. Jeg kunne altid spise flest, men da jeg var lille, tænkte jeg heller aldrig over, om jeg fik hår i maden. Hvilket der var en ret stor chance for, når nu min mormor praktiserede sin frisørbiks i selv samme køkken, som pandekagerne blev lavet.)
2) Min bedstemors flakoner (som førnævnte søster og jeg satte på sømbræt og smurte noget meget mærkeligt  sammenkørt kartoffelmelsvælling ud over, så de kunne stivne og holde faconen. Og mønstrene i dem trådte frem og vi syntes de lignede smukke iskrystaller, når først de sad spændt helt ud på sømmene.)
3) Mit marsvin (som jeg egentlig havde glemt alt om indtil min søster meget fint skulle minde mig om at børn altså afbryder, når man taler i telefon og derfor ville statuere et eksempel på, hvor sur vores egen mor plejede at blive, når vi afbrød hende mit i at konversere. Vores mor havde derfor i arrigskab truet med bål og brand, hvis vi afbrød, når hun talte i telefon. Den var ligesom røget klart ind på lystavlen. Endda så meget at hverken min søster eller jeg turde sige noget, mens mit marsvin blev spist af vores gravhund under spisebordet ... og vores mor talte i telefon. Har på fornemmelsen at vi blev en smule traumatiserede af den skæbnesvangre oplevelse for mit marsvin. MÅ huske at spørges søster om det mon kunne være derfor, jeg havde "glemt" det?)

Og flere spørgsmål melder sig:
- Gad vide om man kan bruge et mindmap baseret på dét til at statuere et eksempel for sine elever? Eller vil de blot lære devisen om, hvorfor det faktisk er ret vigtigt at afbryde? (nogle gange)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...