Jeg har måttet indse, at jeg er en af den slags mennesker, der bare aldrig kommer til at sy tøj til mine børn - eller mig selv for den sags skyld. Jeg ville helt vildt gerne, men ved symaskinen møder jeg helt sikkert mine kreative begrænsninger. For det første er der alt det der klipperi. Min tålmodighed løber løbsk (forsvinder som dug for solen), når jeg skal sidde der med knappenåle og alt det andet gejl man ligesom har brug for. Det betyder at jeg ofte klipper sådan lidt på slum og ender ud med noget, der enten er vind og skævt - eller aldrig kommer videre fra opklipningen.
Jeg har dog fundet et kompromis med mig selv, for jeg kan jo egentlig godt lide at sy. SÅ: jeg syr kun ting, der godt kan tåle at blive klippet og syet på slum. Og det er egentlig ret godt, for jeg er næsten altid veltilfreds, når jeg er færdig med mine syprojekter og de er næsten så unika, at det burde være forbudt.
Nu skal jeg så på kursus med 8 andre spanske kvinder. Og det tror jeg bliver rigtig godt, for det er lige til at overkomme. Vi skal nemlig sy toilettasker og snakke og kreahygge - og det kan jeg virkelig godt lide. Egentlig sørger syersken, som holder workshoppen, for alt med stof og gejl (Jamen, det er jo luksus!) Men min svigermor (som var på besøg hele sidste uge) var så sød at efterlade et meget fint håndvævet stykke stof fra Tyrkiet, som jeg måtte få til at klippe i, så i morgen pakker jeg min saks og mit nye stof under armen og drager ud for at lære at sy -på den lidt mere beherskede - og knap så unikke - måde. Måske er det endda noget man tør give væk.
Har jeg sagt at jeg glæder mig?
.JPG)
