Den "søde" ventetid ...

får dagene til at flyde sammen og jeg har ikke tal på antallet af stupide tv-progammer jeg har set de sidste par dage, fordi jeg bare er så TRÆT og har indtaget en plads på sofaen, der har mit aftryk i de momenter jeg ikke er der ...

Jeg har dog også fået lidt tid til at hækle, men tror ikke helt at jeg mentalt er der ... For seriøst: bliver det her MIN nye vinterhue???  Ammehjernevarmer???

Det bliver i alle tilfælde ikke ældstesønnens! - Selvom han var sød nok til at give sin mor lejlighed til at tage et billede af den ... (TAK ...)

Det næste (næsten) færdiggjorte projekt ligger blot og venter på min røv i sofaen (lidt endnu?) ... skal dog lige ud og finde mig et par strømpebukser, der i fremtiden skal fungere som en del af fyld til bolden.

48 luftmasker senere

Og et nøgle fairtrade banana silk med hæklenål i str. 9. Og en halsedisse er blevet til ... Måtte dog lige en tur omkring Jane for at hente garnet til de neon knapper ...  

Glæder mig næsten - men også kun næsten - til at det bliver koldt nok til, at den skal ud sammen med den sorte vinterjakke ...

Mine egne gemmer

 - Er mindst ligeså fremragende som min mors (lidt af en ambivalent triumf, eftersom min mors gemmer også repræsenterer en vaskeægte samler ... og der er jeg da vist ikke endnu!?)

Men når man nu finder garn man fik af sin mand i julegave for snart 2 år siden, så er man enten der, hvor
man: 

 - har alt for mange sager (Måske? men det tager vi os af en anden dag ...)

- har alt for meget garn (neeej, det begreb eksisterer ikke ... vel?) 
ELLER

- har alt for lidt tid til at bruge det ... (JA!) 

Jeg fandt garnet, da jeg var på jagt efter noget jeg kunne hækle et lækkert halsrør/halsedisse af ... Når det nu lige om lidt bliver koldt. 

Så nu er der lavet 48 luftmasker og startet på et halsrør fuld af god karma fra banansilken. Jeg elsker at garnet "skinner" og har en hel særlig tyngde. (Det kan dog ikke anbefales til huer, da mit første projekt med silken endte ud i en hue, der blev ved med at falde ned i mine øjne, fordi den var så tung!) 

Projekt "Bette" blev færdigt i går aftes ... Nu ligger den også og venter på den levende Bette, der skal indtage den ... Jeg er særligt tilfreds med min mormors gamle vintageknap. Det var hendes fødselsdag i går og det er hende som jeg "skylder" en særlig tak for rigtig mange ting. Nok især det at kunne strikke .... 

Katten i sækken

Jeg har termin i dag og folk er begyndt at spørge på den der (til tider) enerverende måde "om jeg ikke snart skal af med den der mave" og jeg prøver virkelig - så godt som jeg nu kan - at smile lidt overbærende, fordi det jo selvfølgelig er dem, der ligesom ikke fatter, at uanset hvad de siger og pakker kækt ind. SÅ er der ligesom ikke rigtig noget at gøre ... Hun kommer, når hun kommer!

MEN når det så er sagt, så gemmer der sig allerinderst inde en fornemmelse af at jeg har købt katten i sækken. 

Fordi det ligesom har været den her dato jeg har gået og ventet på i næsten 40 uger nu. Og det er lang tid at vente på noget. Især når man har lugtet til og haft glæden af at sidde med sit eget nyfødte barn i favnen, efter the mother of all kræftanstrengelser EVER! 

Det er fornemmelsen af et antiklimaks, hvor jeg helt sikkert nok skal nå til det punkt, hvor jeg bliver så forbandet god til at visualisere, at jeg tror, at det alligevel aldrig kommer til at ske og at det bare er noget jeg har bildt mig selv ind! (så jeg selvfølgelig bliver helt vildt overrasket (ja, virkelig!) fordi det pludselig er nu) 

Og fordi livet bare altid sker på den der John Lennon måde " når man er igang med alt muligt andet" så håber jeg bare, at det for mand og ældstebarnets skyld ikke lige sker i aften. Han skal nemlig se byens hold spille international fodbold og det har han glædet sig rigtig rigtig meget til ... DET kommer ligesom ikke til at ske igen og nu har vi altså ventet på hende der så længe. Storebror er overbevist: Lillesøster må vente til kampen er færdig!!

Imens jeg venter, strikker jeg yndlingsopskriften igen igen: "Bette" fra Design-club.dk. i størrelse lille og i lækker smækker pæreskalsgrøn! 

Dejligt ...

Er det at vågne op og indse at ZEN kan være en tilstand (omend kortvarig, men stadig tilstede).

JEG er en bedre udgave af mig selv i dag og tanken om, at hende den grumme dumme general blev efterladt i ingenmandsland på kanten af søvnen i går aftens, gør mig simpelthen så glad.

Ikke mindst fordi min mor kommer i dag og det er bedst, når man sådan er lidt overskudsagtig. Vi skal ud at shoppe cykel til ældstebarnets fødselsdag i næste måned (Og jo, han har skam stadig fødder at kunne nå pedalerne med).

Jeg er ikke særlig god til at shoppe. Punktum. De gener fik jeg ligesom ikke! Tilgengæld er jeg blevet opflasket med et vægelsind, der gør at jeg IKKE kan tage stilling til at købe det ene eller det andet før om meget lang tid.
Indrømmet - det sparer vi mange penge på her i huset - men det er altså ikke så hensigtsmæssigt, når man ligesom SKAL vælge. Jeg har derfor forberedt en liste med krav til cykel (indirekte spurgt barn over den sidste måneds tid hvordan og hvorledes med seje cykler) ... så nu føler jeg mig parat til at vælge noget, som jeg bare VED at der er en dreng, der bliver så vanvittig glad for, at jeg bliver helt vildt rørt over tanken om hans ansigt, når han får den. (Og taknemmelig over, at jeg har en mor, der synes at hendes barnebarn fortjener sin første RIGTIG nye cykel!)

Samtidig er jeg også ved at være - næsten -  færdig med lappetæppe til os selv - mangler bare lige den hæklede kant, som denne gang bliver grøn. (Den tager jeg i aften i den store lækre stol)

Det andet tæppe er på vej til Spanien og det er en rar følelse, for jeg ved, hvor glad lille nyfødte Emmas mor bliver, når hun modtager det ... AH!

Jeg er en kvinde ...

Der kan drive min mand (mig selv, mine børn ... Dig? til vanvid!) ...  synes min mand vist at mene! Og jeg forstår ham godt - egentlig! (i mine mere klare øjeblikke)  med 3 dage til terminen for baby, ved jeg godt det ikke bliver nemmere, med hævede fødder og alenlange to dó lister (hvor jeg i andre klare øjeblikke overhovedet ikke begriber, hvad og hvorfor jeg har skrevet det der ned?) 

Fatter heller ikke, hvad der blev af mig, for: 
JEG er pt en selvudnævnt (men langtfra selvvalgt) fascistisk general - FOR DET HELE ... Det betyder blandt andet:
- at VI jo lige skal have rengjort køleskab, afrimet fryser, afkalket alt hvad afkalkes kan, støvsuget sofaen i udestuen, vasket gulvlister, ordnet have, vasket gulv og støvsuget Hele huset .. I morgen! (hov og jeg glemte endda ovnen).
- at der ikke er tid til det der fis med at hænge og lave ingenting!
- at mine børn pludselig befinder sig i et mareridtsagtigt scenario styret af Pavlowske strategier for straf og belønning.
- og at jeg må indse, at jeg godt snart kunne tænke mig at hende den sure tvære General, snart lader os være i FRED ...
-for vi ku' have det så rart og ikke behøve de her udvekslinger fra hverdag m generalen:
"SKAT! gider du at stoppe med at hamre dine fødder mod væggen?" siger generalen forknyt fra andet rum ...
 "ja, mor ... " svarer barn

2 minutter senere
" hmm, nu gør du det igen!" Siger Generalen
"Hov! Undskyld" konstaterer barnet, men bliver ved med t tromme fødder i enerverende rytme mod væg i stuen
Skumle skumle skumle -
2 minutter senere stormer general ind i stuen:
"ej! Nu gider jeg simpelthen ikke sige det mere. Hvis du gør det igen skærer jeg benene af dig"
Forfærdet vender barn sig mod uigenkendelig mor og flytter krop meget langt væk fra væggen.
"neeeej moar, mener du virkelig det???"

Hmm ... Prøvede godt nok at agere overskudsagtig mor og lave lagkage m dem senere i dag, men det var ikke så hyggeligt, som det kunne have været ... (hvor f.... Kom den der trang til at spasse ud over at bananerne ikke blev skåret i skiver, men i tern???)
Ak ... Ikke nok med at jeg har grædt mig igennem de olympiske lege, fejlagtigt troet at jeg var i træning til at deltage i holdsporten "spis for danmark" lidt tidligere i min Graviditet, været på den anden side af træt ... Så synes jeg ligesom lige, at vi godt kunne tage en pause. Sådan en lang en fra mig selv- hvor jeg forvandler mig til noget mildt, smukt og godt. Som mand og børn (næsten) kender igen!

Gerne overnight! Tak ...

Kunsten at hækle ...

Genoptog i dag mine hæklerier. Helt udelukket at konstatere at svedige fingre og uld, næsten er forbudt at invitere ud i sommervarmen (hvis jeg ligesom for alvor skulle have fulgt op på slagtningen, som jeg havde planer om).

Istedet tog jeg mig gevaldigt sammen.
(For det første MEGET nødvendigt, da jeg ligesom har en deadline, jeg bliver nødt til at overholde på den der bog, som jeg har lovet (det der forlag) at have færdig. For det andet, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at give op med det der hækleprojekt).... I forhold til det første lavede jeg en liste i rigtig "TO DO" stil. Hvilket har betydet, at jeg er ved at afslutte dagen i bedste feel good stil!

Jeg har arbejdet og hæklet! YAY! Begge på bedste beskub og især hæklingen skred overraskende nok fremad og jeg prøver, at holde angsten over "F.-kan-jeg-overhovedet-styre-alle-de-her-frie-masker-og-farver" nogenlunde i ro.

Og nu ser det således ud:

Det begynder at ligne en kjole ... i bedste (unika) stil ;-)